PERNILLE W. LAURITSEN, stifter af nonprofitorganisationen ’Unge Akademiet’
DR’s dokumentarserie bekræfter, hvor lidt vi ved om de næste generationer, og hvor meget de har brug for, at vi lytter og forstår.
DR 3’s nye dokumentarserie ’Prinsesserne fra blokken’ får stor medieomtale i disse dage – men langtfra den vigtigste. For hvorfor lyder der ikke ramaskrig, når vi ser vores unge på afveje? Er vi okay med, at vores unge fortaber sig i en livsstil, hvor de føler, deres overlevelse afhænger af det ydre? Er vi villige til at acceptere eller ignorere, at 16-årig piger lever som slaver til deres udseende?
Programmet bekræfter for mig, hvor lidt vi forstår de næste generationer, og hvor meget de rent faktisk har brug for, at vi lægger en indsats og en interesse i dem. Problemet rækker langt ud over Københavns Vestegn og handler hverken om botox eller selvbrunere – det er bare prinsessernes drug of choice.
Det handler om en voksende og omfattende mangel på accept, betydning, fællesskab og værdier blandt vores unge; de samme behov, jeg har set drive mange ind i bander, stoffer og andre nicher af samfundet.
Pigerne er ofre for pædofile, dårlige barndomme og et system, de føler ikke lyttede til dem eller forstod dem. De finder en måde at overleve på i et samfund, hvor de ofte føler sig som misfits, og som på sin vis også har stemplet dem som misfits. De har lært, at de må klare sig selv, og det gør de ved aggressivt at søge det perfekte ydre som det perfekte skjold mod omverdenen.
Det er den samme historie, jeg hører om og om igen i arbejdet med unge og ikke blot unge på samfundets kant. De kommer fra den pæne forstad og den indre by, fra penge og fra ghetto, alle med det samme budskab: Vi bliver ikke set eller hørt. Og det lyder banalt. Sikke noget pjat, siger vi og bidrager dermed i stor stil til problemet. For det er altafgørende at blive set og hørt som det menneske, du er, især som ung i færd med at forme en identitet.
Hvorfor lyder der ikke ramaskrig, når vi ser vores unge på afveje?
Pernille W. Lauritsen
Resultatet giver sig ikke altid udslag i lange forkromede negle, men effekten er den samme: Unge, der mister tilliden til samfundet, verden, de voksne og sig selv. Og det er et problem, der vokser.
Ifølge en omfattende undersøgelse i 2011 af Center for Ungdomsforskning ved Aarhus Universitet lider mange unge i stilhed og står alene med deres problemer. De bebrejder sig selv, at de ikke er perfekte, og påtager sig i alt for høj grad ansvar for deres mistrivsel.
Vidensråd for Forebyggelse fortæller os, at børns og især unges mentale helbred er dykket fatalt de seneste år. Stress, tristhed og depression er de tre største årsager til, at unge henvender sig hos Studenterrådgivningen. Og ifølge Stressforeningen har hvert fjerde barn, som indlægges på psykiatriske afdelinger i Danmark, lidelser, der kan relateres til stress.
En undersøgelse af Nordea-Fonden og Institut for Lykkeforskning fastslår, at 22 pct. af unge mellem 18-24 år altid eller ofte føler sig ensomme. 21 pct. mellem 15-24 føler sig ofte stressede, og 17 pct. i samme aldersgruppe har overvejet at begå selvmord, hvilket i øvrigt er den andenstørste dødsårsag på verdensplan blandt unge i alderen 15-29 år, ifølge WHO.
Men det er jo deres unge – ikke vores, tænker vi. Det, vi ikke har forstået, er, at når unge kommer på afveje, er det et samfundsproblem, som har omfattende konsekvenser for vores velfærdssamfund, vores sikkerhed, vores trivsel og vores fremtid.
Det rammer os alle, også vores unge; om ikke i dag, så på gaden, til festen, i skolegården, i samfundet eller i fremtiden. De problemer, unge har i dag, er samfundsskabte. Den vold og mangel på værdier, vi ser i dag, starter med udsathed, ensomhed og svigt – den usynlige dagligdag for mange normale unge i Danmark.
Vi skylder dem at gøre det bedre. Vi skylder dem at forstå problemet, før vi taler om løsninger. Vi skylder dem at høre dem, se dem, respektere dem, og acceptere dem, som de er. Og vi skylder dem at lade dem vide, at de er mere værd end størrelsen af deres læber og længden af deres vipper.
I mit årelange arbejde med unge har de primært bedt om én ting: Lyt til os. I Nordea-Fonden og lykkeinstituttets undersøgelse er de unges største forespørgsel hjælp til at tale om alle de udfordringer, de har. Deres svar er for mig en kollektiv røvfuld til os alle, og det samme er budskabet i ’Prinsesserne fra blokken’.
Tiden er kommet til at slå klapperne ud og begynde at lytte mere til dem end til os selv. Vi kan jo starte med at slukke mobilen og se dem i øjnene.